Trin 3: Uafhængig projektvalidering
Udover Klimaskovfondens projektvalidering gennemføres også en projektvalidering af en uafhængig tredjepart. Klimaskovfonden rekvirerer en validator (firma) fra listen af godkendte validatorer til at forestå projektvalidering.
Hovedelementerne af den uafhængige projektvalidering er i høj grad identisk med Klimaskovfondens egen validering, dog kontrolleres yderligere at servitutter er endeligt tinglyst på ejendommen, og har til formål at sikre at Klimaskovfondens projekter lever op til de internationale standarder for det frivillige CO2-marked omkring uafhængig projektvalidering.
Den udpegede validator får af Klimaskovfonden tilsendt projektets dokumentation herunder Klimaskovfondens Projektvalideringsrapport.
Det er validator, der uafhængigt beslutter, hvorvidt projektet kan valideres alene baseret på kontrol af projektets dokumentation, eller hvorvidt der skal gennemføres en fysisk inspektion af projektarealet.
Hvis validering sker uden anmærkninger, skal den uafhængige validering søges afsluttet senest tre måneder efter validator modtager projektets dokumentation.
Den uafhængige projektvalidering afsluttes ved at validator underskriver ”Projektvalideringsrapporten” således denne slutteligt er underskrevet af både Klimaskovfonden og uafhængig tredjepart. Den endelige ”Projektvalideringsrapport” sendes til Klimaskovfonden.
Når ”Projektvalideringsrapporten” er endelig og tredjepartsgodkendt tilknyttes rapporten Det Danske Klimaregister der er offentligt tilgængeligt, ligesom projektet får tilknyttet 85% af de fremtidigt budgetterede CO2-enheder i ex-ante status. De resterende 15% af de fremtidigt budgetterede CO2-enheder tilgår buffer i ex-ante status.