Bidrag til den danske klimaindsats gennem skovrejsning

Skove opfanger og lagrer CO2 og er et af naturens egne effektive midler til at fjerne drivhusgasser fra atmosfæren. I Danmark har vi sat ambitiøse mål om at reducere CO2-udledningen i den bindende Paris-aftale, der skal begrænse klodens temperaturstigninger. De mål kræver en fælles indsats og konkret handling, og her er skovrejsning en af de oplagte handlemuligheder. Med skovrejsning som middel kan vi, ud over CO2-reduktion, også glæde os over en række andre positive effekter som for eksempel beskyttelse af drikkevand og vandmiljø, produktion af bæredygtigt tømmer, hensyn til biodiversitet og nye rekreative muligheder, som også er vigtige kriterier i fondens projekter. 
Derfor har Klimaskovfonden udviklet en standard for bidrag til den danske klimaindsats gennem skovrejsningsprojekter på dansk jord.  Den er tilgængelig på www.klimaskovfonden.dk
Standarden beskriver principperne for bidrag til den danske klimaindsats gennem skovrejsning ud fra Klimaskovfondens rammer og retningslinjer, og forholder sig til en række faktorer, der skal sikre gennemsigtighed og troværdighed. Herunder hører også en proces med validering og verifikation, der er vigtigt for at dokumentere klimaeffekten af bidrag. Processen omfatter projektvalidering og effektverifikation, der både foretages af Klimaskovfonden og en uafhængig tredjepart, som sikrer, at projekterne gennemføres som planlagt, og at den forventede CO2-effekt indfinder sig i projektperioden.
Processen for validering og verfikation beskrives i detaljer trin for trin i dette tillæg til standarden. Endelig beskrives også, hvordan eventuelle afvigelser i projekter håndteres sammen med retningslinjer for reduktion eller tilbagebetaling af støtte.

Go to content